Drømmer du? Ja selvfølgelig gør du det…

Som psykoterapeut og en der arbejder med drømme møder jeg ind i mellem mennesker, som mener, at de sjældent drømmer om natten. Nogen mener endda, at de aldrig drømmer. Men med undtagelse af personer som lider af særlige problemer, fx som følge af et slagtilfælde, drømmer alle mennesker adskillige gange hver nat. Der vil normalt være drømme i fobindelse med hver af de ca. 5 søvncykluser som man hver nat gennemgår, når man sover.

Så spørgsmålet er altså ikke, om man drømmer, men om man husker sine drømme. Mange har svært ved at huske deres drømme eller husker kun ganske små brudstykker af en drøm, lige når de vågner.

Men hvis man er interesseret i at lære sine drømme bedre at kende, er der gode nyheder. For ved hjælp af nogle enkle teknikker kan man blive meget bedre til at huske sine drømme.

Fra drømmetilstand til vågentilstand

Når vi vågner om morgenen og går fra søvn til vågenhed, skifter vi fra en type bevidsthedstilstand til en anden, hvilket betyder et markant fokus-skifte.

Søvnen er karakteriseret ved, at kroppen befinder sig i en slags dvaletilstand. Det betyder, at hjernen ikke er beskæftiget med at kontrollere kroppens bevægelser, holde balancen osv. Desuden holder bevidstheden også fri fra dagens opgaver. Så i modsætning til om dagen, hvor vi hele tiden skal holde styr på hvor vi er, hvad vi laver, hvad vi tænker på osv, bruges bevidsthedens kapacitet om natten til at drømme. I drømmen kan bevidstheden konstruere komplicerede detaljerige verdener med levende forløb af farver, landskaber, personer, samtaler, følelser og tanker.

Når vi vågner skifter bevidstheden gear. Nu skal den igen i gang med at orientere sig i den ydre verden, behandle indtryk fra sanserne og kontrollere kroppens bevægelser. Det betyder, at det overskud af kapacitet, som gjorde drømmen mulig, ret hurtigt reduceres. Bevidstheden har været på vidvinkel i drømmetilstanden, men nu zoomes der ind på dagens opgaver.

Dette tilstandsskift betyder, at drømmenes detaljer relativ hurtigt bliver glemt, hvis man ikke aktivt gør noget for at fastholde dem. Og det er ikke altid lige nemt at holde fast i drømmebillederne, for koncentrerer man sig for hårdt, forstærker det nemlig den fokuserede vågenhed som tager opmærksomheden væk fra drømmebilllederne og over på den vågne verden.

Vågn langsomt

Sandsynligheden for at du kan huske en drøm er større, hvis du tager dig godt tid til at vågne op, end hvis du springer ud af sengen, så snart vækkeuret ringer. Prøv om du kan blive liggende i samme stilling et lille stykke tid efter du vågner, mærk hvordan du har det i kroppen, fornem hvilken stemning eller humør du er i, og prøv evt at lukke øjnene, og se hvilke billeder der dukker op i dine tanker. Hvis man bruger et par minutter på sådan at mærke efter, lige man når man er vågnet, vil det ofte bringe en i kontakt med et drømmebillede eller en lille sekvens fra en drøm.

Registrer drømmen med det samme

Når man er kommet i kontakt med et drømmebillede eller en lille scene fra en drøm, er det en god ide straks at begynde at beskrive den, fx ved at skrive den ned på papir eller på en computer, eller indtale den på en telefon eller en båndoptager. Når man først har fat i en stump af drømmen, betyder det ikke så meget om man sidder i sin seng og skriver/taler, eller om man fx skriver noter ned på en smartphone mens man er på toilettet. Det væsentlige er, at man inden længe går i gang med at beskrive, det man kan huske i detaljer. De fleste vil opdage, at dette fører til, at man husker en del mere end den lille sekvens, som man var i kontakt med, da man vågnede. Man starter fx med at beskrive en scene fra ens arbejde, hvor der skete noget usædvanligt, men snart efter husker men en længere foregående sekvens eller noget som skete senere.

Mange bliver overraskede over, hvor lange og komplicerede drømme der kan fremkomme, når man bare starter med at beskrive et lille billede.

Gør det til en vane

Det sidste væsentlige tip, til hvordan man bliver bedre til at huske sine drømme, er simpelthen træning. Hvis man gør det til en vane altid at prøve at huske sine drømme og altid at skrive det man husker ned, når man vågner, vil bevistheden og kroppen hurtigt vænne sig til at huske drømmene mere aktivt. Det bliver simpelthen nemmere efterhånden som man får det ind i sin daglige rutine – og man vil derfor spontant begynde at huske flere og længere sekvenser. Man kan også opleve, at man faktisk begynder at blive bevidst om det vigtige i at huske sine drømme, mens man drømmer dem. Midt i en drøm tænker man fx – det her er spændende, det må jeg huske at skrive ned, eller måske drømmer man at man faktisk er i gang med at skrive en drøm ned. Ligeledes er der mange som efterhånden vænner sig til at vågne op i løbet af natten, når de har en spændende drøm så de kan tage nogen noter.

Opmærksomhed på drømmene åbner til en rig indre verden, som kan bruges langt mere aktivt og kreativt end de fleste er klar over. Og det er helt gratis, så sov sødt og drøm godt.

 

 

Posted in Drøm, Hukommelse.